29.05.2024: Der var heldigvis ikke så meget at notere som tidligere år! Det er konklusionen efter, at bestyrelsen sammen med administrator og vicevært har været på den årlige rundgang i Præstehaven, hvor bygninger og omgivelser bliver taget i øjesyn. Traveturen begyndte ved svømmehallen, hvor anlægget med solceller på taget nu er på plads og sat i gang, og derefter fortsatte den blok for blok. Murværk, beton og facader står altid på tjeklisten, og en enkelt, mindre betonskade blev noteret. Det blev også noteret, at malingen på lamperne over garagerne skaller af, og at der er brug for en behandling mod alger både på facaden mod nord og på betonelementerne ud for altanerne. Enkelte beboere vil få en henvendelse om, at loftet på deres altan trænger til en reparation/en gang maling. Men helhedsindtrykket er særdeles positivt.
Mureren fortsætter om kort tid med mindre reparationer rundt omkring, og det er planen, at de fire hjørne-søjler på alle blokke skal males i år.
Samlet fototekst: Rundturen begyndte med en gennemgang af svømmehallen, inde som ude og fortsatte derefter rundt om alle syv blokke, som blev taget i øjesyn fra “top til tå”. Administrator Jan Ole Rasmussen fører an og holder styr på alle notater efterfulgt af vicevært Slawomir Bizon og bestyrelsens medlemmer Ingrid M. Schmidt, Poul Ladefoged, Rasmus Bech, Jens Jørgen Rask og Steen Sønderborg. Undervejs var der også tid til en snak med nogle af Præstehavens beboere… Fotos: Peter Jessen