Præstehaven er desværre ikke blandt de første 60 heldige vindere af Realdanias mødesteder, under overskriften ”Vores sted”. Mandag fik alle ansøgere besked, og det blev altså et afslag. Rasmus Rune Nielsen skriver på vegne af Realdanias Jubilæumssekretariat: ”Vi har nu behandlet jeres ansøgning til Vores Sted. Vi må desværre meddele, at I ikke er blandt de ansøgere, der modtager et mødested i første ansøgningsrunde. Der har været en overvældende stor og bred interesse for at styrke fællesskabet lokalt. 679 foreninger og fællesskaber fra hele landet har søgt om et sted at mødes, og vi har tildelt 60 af disse et mødested. Med så mange gode ansøgere har vores jury haft en meget vanskelig opgave med at pege på netop de fællesskaber, der er endt med at få et mødested tildelt… Tusind tak for at bruge tid og energi på at byde ind. Vi ønsker jer alt det bedste med jeres fællesskab fremover.”
Forening Realdania fylder 25 år, og det er anledningen til projektet ‘Vores sted’, hvor der bliver udloddet mindst 150 gratis bygninger, der egner sig som mødesteder for fællesskaber og foreninger. Alle kan søge, og der åbner en ny ansøgningsrunde allerede i januar, hvor vi igen kan smide et lod i posen.