24.10.2020: Intet er så galt, at det ikke er godt for noget, siger en gammel talemåde. Det gælder også for medlemmerne af foreningen Præstehaven Motion. For nok måtte klubbens medlemmer ufrivilligt holde trænings-pause i tre måneder under den store corona-nedlukning i foråret; men til gengæld har bestyrelsen besluttet at gøre 2020/21 kontingentfrit, og det blev der nikket ja til ved foreningens generalforsamling den 22. oktober. Kontingentfritagelsen gælder dog ikke for nye medlemmer.
Klubben har pt. 30 medlemmer (lejligheder), og regnskabet viser en kassebeholdning på 21.639,70 kr.
I front for Præstehavens Motion er det fortsat Eigil Nielsen (formand), Liselotte Aarenstrup (kasserer) og Niels Honoré (bestyrelsesmedlem).
De minder om, at brugerne af motionsrummet i Blok 16 skal overholde klubbens retningslinjer for at begrænse risikoen for coronasmitte. Det betyder, at der kun må være én person ad gangen i rummet – dog to, hvis de er fra samme familie. Og alle skal sørge for grundig afspritning af maskiner og flader i forbindelse med træningen.