10.09.2020: Der er travlhed i “det grønne” i disse dage. Anlægsgartnerfirmaet JK Anlæg er rykket ind i Præstehaven med tre mand, som hjælper os med at få styr på vildtvoksende grene og ukrudt. I dag, torsdag, har de blandt andet studset bøgepur og hække ved svømmehallen og mod nord. Rhododendron-bedet langs svømmehallen er ved at blive ryddet for vedbend og andre uønskede gevækster, og snebær-buskene langs stien bliver klippet ned og ind. Arbejdet fortsætter rundt i bede og busketter fredag og mandag.