03.03.2023: Så er der sendt diverse materialer afsted til alle E/F’s medlemmer forud for generalforsamlingen den 13. marts. En dagsorden selvfølgelig, en skriftlig beretning, et regnskab og et budget. Bestyrelsen har ikke modtaget forslag fra andre end sig selv. Dem er der til gengæld en hel stribe af, og de lægger op til en række projekter, der alle sammen har til formål at opdatere og modernisere Præstehaven. Sammenlagt er der tale om projekter for knap 2,2 millioner kroner.
Det største og dyreste projekt er en udskiftning af ventilationen i alle syv blokke. En gennemgang af de i alt 49 anlæg viser, at mange er meget slidte. Egentlig var det bestyrelsens tanke at tage en blok ad gangen hen over de næste syv år; men det vil give mange reparationer undervejs og dermed mange regninger, som vi kan undgå ved at skifte alle ventilatorer på én gang. Desuden vil en udskiftning over syv år give en unødig stor forskel på komforten fra blok til blok.
Det næstdyreste projekt handler om at etablere solceller på taget af svømmehallen. Tanken om at etablere solceller i Præstehaven er ikke ny, og fra bestyrelsens side er vi overbeviste om, at det over år vil være en god investering både for Ejerforeningen og for miljøet. Investeringen skal selvfølgelig tilbagebetales over en håndfuld år; men straks efter tilslutning vil udgifterne til svømmehallens elforbrug falde.
Det tredje projekt gælder reparation og udskiftning af en række regnvands- og sandfangsbrønde fordelt over hele området. Også her viser en gennemgang, at mange brønde er slidte. Igen kunne vi vælge at opdele arbejdet i en række etaper fordelt over flere år; men det vil sammenlagt blive dyrere og give mange gener på grund af gentagne opgravninger.
Som det fremgår, er det ikke gratis at sætte så meget i gang; men blandt de udsendte materialer er også en finansieringsplan, og den bliver grundigt gennemgået på generalforsamlingen. Det er værd at understrege, at projekterne ikke vil belaste de månedlige indbetalinger, altså ”huslejen”, til Ejerforeningen.