Omkring et halvt hundrede fra Præstehaven fulgte tirsdag eftermiddag opfordringen til at møde op for foden af ”kælkebakken”. Ikke for at kælke, ikke for at lægge blomsterløg eller hvad gætterierne blandt de fremmødte ellers gik ud på; men for at… blive fotograferet! Anledningen er, at Realdania har udskrevet en konkurrence med gevinster i form af fysiske mødesteder, og ét af dem lægger Præstehaven billet ind på.
Ingrid M. Schmidt bød velkommen til de mange, der var mødt op i det skønne september-vejr. Billedet var taget, inden de fleste overhovedet nåede at opdage det, og så var der ellers tid til en nærmere forklaring på årsagen til den lille event:
For at fejre sit 25-års jubilæum giver foreningen Realdania mindst 150 mødesteder til fællesskaber og foreninger over hele landet. Mødestederne består af små, åbne fælleshuse, der kan indrettes på forskellige måder og bruges til mange forskellige aktiviteter. Konstruktionen med hus og terrasse er lavet af træ. Huset er på knap 40 kvm + en terrasse på 20 kvm. Alle kan søge, og det koster ikke noget. De heldige vindere får et nøglefærdigt hus. Det kræver blot, at ansøgerne har en idé til at samle folk og lyst til at styrke fællesskabet.
Ejerforeningens bestyrelsen har nikket ja til, at Ingrid M. Schmidt udarbejder en ansøgning til konkurrencen, og taget ud fra reaktionerne for foden af kælkebakken og ved det efterfølgende ”kaffebord” vil der være stor opbakning til projektet i Præstehaven. Mange udtrykte et ønske om et fælles mødested i det grønne, og der kom adskillige gode forslag til begrundelser for, hvorfor netop Præstehaven bør være én af vinderne.
Dagens foto skal vedhæftes ansøgningen. Her skal man ud over en række begrundelser for ansøgningen også skrive et forslag til et navn for huset. Det kom der en del bud på, og flere er meget velkomne. Send gerne forslag pr. mail til ims@prhaven.dk. Vent i givet fald ikke for længe, da ansøgningsfristen er den 1. oktober.
Efter fotografering og forklaring blev der serveret en kop kaffe med småkager, og så gik snakken ellers lystigt – som altid når vi samles i Præstehaven. Liselotte, Peter og Ingrid benyttede også lige anledningen til at gøre reklame for en række fælles-arrangementer i de kommende måneder. For vi skal selvfølgelig ikke vente på en Udestue for at kunne samles!
Læs mere om “Vores Sted” og konkurrencen på hjemmesiden www.voressted.nu. Ejerforeningen lægger billet ind på en såkaldt ”Udestue”.
Foto: Der var fuld opbakning til projekt ”Udestuen” blandt de mange fremmødte. Tak til alle, der mødte op. Foto: Peter Jessen